Dette arkitekttegnede hus ligger på en smal kystgrund med direkte forbindelse til stranden og Kattegat. Grundens proportioner, udsigten og det åbne kystlandskab har været afgørende for husets udformning.
Huset organiseres omkring et læfyldt gårdrum, der skaber et beskyttet uderum og samtidig danner en naturlig opdeling mellem husets forskellige funktioner. Rum og uderum er disponeret med afsæt i solens orientering, den dominerende vindretning og udsigten mod vandet.
Arkitekturen balancerer et enkelt og præcist formsprog med en varm og hjemlig atmosfære – med stedet som udgangspunkt for både form, funktion og oplevelse.


